Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Velkommen til Tidlig SFO 2026

Velkommen i Tidlig SFO til dig og dine forældre.
Vi glæder os meget til, at du starter hos os d. 2. marts 2026 kl. 9.00.
Vi vil i denne folder fortælle lidt om opstart i Tidlig SFO, vores hverdag, aktiviteter og nogle af de ting vi forestiller os, er en fordel at vide, når du starter. 

Har I brug for at ringe til os er SFO´ens telefon nummer 20520695 (bedst i tidsrummet 6.15 – 7.55 samt efter kl. 14)
Skolens nummer er 88885560 
Pædagogisk leder Marianne Brounbjerg Rasmussen 21687052

Mål

Med Tidlig SFO ønsker vi:

  • at sikre en rød tråd i overgangen fra børnehaven til SFO’en og videre til børnehaveklassen
  • at give børn og forældre en god introduktion til SFO’en, lokalerne, personalet samt generelle rytmer og rutiner
  • at lære børnene normer og regler for SFO og skole
  • at styrke børnenes sociale relationer, kompetencer og selvstændighed
  • at skabe en god omgangstone
  • at arbejde med personlige, sociale og faglige kompetencer

Det ønsker vi fordi:

  • viden om barnet giver de bedste forudsætninger for både trivsel og udvikling
  • kendskab og dialog giver tryghed – både for børn og forældre
  • gennem venskaber og relationer sker udvikling, læring og selvforståelse
  • fordi en god omgangstone skaber trygge, åbne og tillidsfulde børn
  • fordi barnets alsidige udvikling er vigtig for trivsel og læring

Det gør vi ved:

  •  at samarbejde med børnehaven (Det røde tog) og være i dialog med børnehavens personale
  • at invitere til forældremøde, være i jævnlig dialog og udveksle informationer om barnet og dagligdagen
  • at spille og lege med børnene og give plads og støtte til venskaber og den selvforvaltende leg
  • at møde børnene med anerkendelse, engagement og nærvær
  • at have øje for at børn er forskellige og har forskellige behov og interesser
  • at skabe trygge og hyggelige rammer
  • at skabe læringsrum, som minder om dem, børnene møder i børnehaveklassen

 

Personlige, sociale og faglige kompetencer

”Alle børn skal blive så dygtige, som de kan” - med udgangspunkt i der, hvor de hver især er.
For at fremme børnenes alsidige udvikling og gøre børnene parate til
deres kommende skoleliv, har vi fokus på forskellige kompetencer:

Social forståelse

  •   Læse, tyde og forstå andre
  •  Række hånden op (og vente på at det bliver ens tur)
  •  Lære at være en del af en gruppe (og kunne udsætte sine egne behov)
  •  Have respekt for andres ting
  • Lære at hjælpe hinanden

Selvindsigt

  • Give udtryk for egne følelser, behov og interesser
  • Hvad kan jeg eventuelt gøre i stedet for?

Selvstændighed

  •  Klæde sig af og på
  • Håndtere sko, jakker og lynlås
  • Klare toiletbesøg selv

Motorisk kunnen

  •  Klippe med en saks
  • Holde på en blyant og skrive sit navn
  • Klatre i træer, cykle, løbe og hoppe
  • Balancere og koordinere
  • Lytte, føle, smage

Sproglig opmærksomhed og forståelse

  •  Kunne modtage en fælles besked og handle derefter
  • Lytte til historie
  • Gengive noget fra historien
  • Deltage i sang, leg og fortælling
  • Rim og remser
  • Kendskab til bogstaver via leg og opgaver
  • Fortælle om sine oplevelser

Leg med tal

  • Tallene fra 1-10
  • Tælle genstande
  • Mængdeforståelse
  • Spil (også med kort og terninger)
  • Farver og former
  • Konstruktionslege
  • Opgaveark


Legeøen:

Legene er tilrettelagt, så de kan udføres de sidste måneder inden skolestart og/eller de første måneder i børnehaveklassen.
Intentionen med Legeøen er, som i resten af Hop om bord-materialerne, at børnene skal opfatte sprogarbejdet som en lang, sammenhængende leg, hvor de får mulighed for at bruge deres fantasi og lege med sproget i trygge rammer.
 

Sprogets betydning

Barnets sprog er noget af det vigtigste for, at barnet bliver parat til skole.
Forældrene kan indgå i små samtaler med børnene om ord eller forhold, som børnene selv har bidt mærke i - blandt andet hjælpe dem med at udtrykke det sprogligt. 
Højtlæsning er af særlig betydning for at lære ord og forstå begreber og dermed for den senere læsning 
Kig i og tal om bøger, blade, reklamer, avisens forside, skilte på gaden, fjern- synet 
Et godt sprog kan samtidig være et vigtigt redskab i forhold til at etablere venskaber. At have gode venner er afgørende for et godt socialt liv i klassen. Som forældre kan I hjælpe barnet ved at opfordre til fælles leg, hjælpe børnene med at komme sammen og skabe gode rammer for deres leg og samvær.

Samarbejde med O. klasse

Vi vil ofte være sammen med 0. klasse og børnehaveklasseleder Katrine og Maibritt, som er vores 0. klasses lærere. De vil desuden kommen ned og være sammen med tidlig SFO gruppen flere gange om ugen.

Som forældre kan I hjælpe ved, at:

  • lære barnet at tale med lav stemme – ‘indestemme’. Det vil sige en stemme, der passer til lydniveauet indendørs
  • træne praktiske færdigheder. I kan for eksempel lade barnet klæde sig selv  af og på, lyne  lynlås, binde snørebånd og klare toiletbesøg selv
  • lære barnet at lytte. Som forældre kan I for eksempel læse en bog højt og bagefter lade barnet fortælle, hvad der blev læst om
  • at lade barnet øve sociale færdigheder. Det vil for eksempel være at vente til, det er barnets tur, at være imødekommende og hjælpsom over for andre og at hjælpe til hjemme
  • at have orden i de praktiske ting (madpakke, skiftetøj, overtøj)

Det er naturligvis vigtigt, at I som forældre støtter barnet på måder, som også virker rigtige og meningsfulde for jer selv. De mange gode ideer til aktiviteter må derfor hverken for forældre eller børn blive til sure pligter.

Praktiske oplysninger

Jeres barn har brug for:

  • formiddagsmad, madpakke og eftermiddagsmad
  • drikkedunk – vi anbefaler, at der er vand (og ikke saft, juice eller lign.)
  • skiftetøj i garderoben, på din egen plads og i din egen kasse
  • regntøj/overtøj/fodtøj der passer til årstiden
  • en turtaske til særlige turdage
  • indesko
     

Gem penalhuset og skoletasken til 1. skoledag i august.

Informationer - AULA

AULA bruges til alle beskeder og skrivelser. Det er også i AULA, at man finder Komme/gå-modulet, som bruges i forhold til registrering af sygdom og fridage i SFO mm.  Derfor er det en god idé at tjekke AULA dagligt.

Man kan logge på Aula via computer og ved en app'en Aula forældre, som kan hentes i App Store eller Google Play butik. Der skal benyttes MitID for at logge på.

Vejledning til Aula findes på Aulainfo.

Åbningstider

Mandag til fredag kl. 6.15 – 16.30 (fredag til kl. 15.30).
I skolernes ferie er tilmelding påkrævet (det foregår via AULA).

Se skolernes ferieplan på Middelfart kommunens hjemmeside.

Fødselsdage

Vi fejrer gerne fødselsdag i Tidlig SFO, hvor barnet deler ud.

Eksempel på en SFO-dag.

6.15 – 8.00       Fælles Morgen SFO, hvor vi tilbyder morgenmad fra kl.6.15-7.30. Husk tjek ind.
8.00 – 9.00       Mulighed for leg eller deltagelse i aktiviteter 
8.15                 Alle børn er mødt og har sagt farvel
9.00-9.30        Fælles godmorgen, hvor vi gennemgår dagens program
9.30-10.00      Formiddagsmad
10.15 – 11.15  Aktiviteter i hold med fokus på sociale og faglige kompetencer. Herunder Legeøen, sproglig opmærksomhed,                           leg med tal, bibliotek og hal
11.30 – 12.00  Madpakker 
12.00 – 13.30  Legeplads (Vi vil oftest lege udenfor)
13.30 – 14.00  Eftermiddagsmad (frivilligt)  
12.50/ 13.35 –16.30 (fredag 15.30) Fælles SFO - Mulighed for leg eller deltagelse i aktiviteter
   

Husk altid at sige farvel og check barnet ud, når det hentes.